..med OS mener jeg borgere og medarbejdere! Som lokalpolitiker har man ofte ikke det store faglige kendskab til de områder man skal beslutte noget indenfor. Ofte kommer beslutningsoplæggene fra forvaltningen og har været omkring udvalgene. Der er statistikker, undersøgelser, høringssvar osv. med som bilag. Dagsordenerne er lange og emnerne ofte komplekse og indviklede.. Beslutningerne bliver til tider vage, fordi fagligheden ikke er til stede, så man kan beslutte noget der reelt påvirker driften. Politikerne delegerer ansvaret for drift og lokale beslutninger ud lokalt – og dét giver mening! For det er dér der gerne skulle være ansat faglige dygtige ledere og medarbejdere til at udmønte overordnede strategier og til at sikre en god, effektiv og borgernær drift.

Så hvad skal vi med politikerne? Hvorfor stiller jeg selv op?

Jeg stiller op for at nedbryde de siloer der er mellem os der er ansat i det kommunale, os der bor her som borgere – og de politikere og de ledere der er ansat og valgt til at træffe beslutningerne og prioritere pengene! Der er brug for nytænkning ift. borgerinddragelse.

  • Hvordan vil vi som borgere gerne møde politikerne og inddrages?
  • Hvordan vil man som medarbejder i kommunen involveres?

Jeg er med på vi har “systemer” til den slags: der er MED-udvalg, som medarbejdernes input skal gå igennem, og der afholdes borgermøder og sendes høringsmateriale ud til borgerinddragelse. Men kunne vi ikke også bare snakke sammen? Det vil det etablerede system nok sige: det kan I da bare gøre! Men jeg har også oplevet hvordan man som medarbejder opfordres til ikke at snakke med politikerne, og politikerne opfordres til ikke at forstyrre ude i driften.

Der er bygget et system op, der er så formelt og tungt og døvt, at det ikke fungerer. Et system for systemets skyld! Jeg ved selv noget om offentlig administration, dvs. optimering og drift af alt det administrative, it-løsningerne og dén lovgivning der er bundet op på det i det kommunale. Det har jeg arbejdet med i mere end 25 år. Men jeg ved ikke meget om sundhedsplejens arbejde, eller dem der arbejder med natur og miljø. Når der nu er indgået partnerskaber om “Ungeløftet” som er et nationalt projekt > hvad er det så der kommer til at ske og hvilken effekt og mål er der? Hvad er det medarbejderne der arbejder med unge nu skal gøre, som de ikke har gjort før? og vigtigst, hvad kan de unge forvente og hvad forventer vi af dem?

Jeg vil have lov til, hvis jeg bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen, at møde dem fra sundhedsplejen og dem ude i marken eller dem der arbejder med unge. Ikke kun på store møder, men ude i deres dagligdag. Der skal være en kultur, hvor det er okay at medarbejdere bruger deres faglighed til at rådgive politikerne i det daglige. Jeg vil møde forældrene der får besøg af sundhedsplejeren og jeg vil møde landmanden der har marken, og de unge vi har givet et løfte.. Ikke for at jeg som politiker skal ud og drifte eller blande mig i hvordan et område fagligt løfter deres opgaver. Men vi er nødt til at være tættere på dem der løfter opgaverne og lytte til hvilke udfordringer, ideer og meninger de har. Hvorfor er medarbejderne og borgerne ikke med i byrådssalen, når sager skal udfoldes og behandles? Det er da dem der ved noget om hvordan det opleves?

Rikke Olssen, Kandidat til Kommunalvalget Jammerbugt Kommune