Om Hans-Henning Terp-Hansen

Hans-Henning Terp-Hansen er opvokset i oplandet til Århus og bor i dag i Nordjylland. Han er gift og har tre børn i folkeskolealderen. Hans-Henning  stiller op som folketingskandidat for Nordjyllands Storkreds.

Uddannelse og karriere

Hans-Henning er uddannet på svagstrømsteknisk værkstedsskole i Århus, samt på TV2 i Odense inden for TV teknik og har siden læst 5 år på Aalborg Universitet. Han holder i dag to bachelorgrader inden for robotteknologi og elektronikproduktion.

Udover sit almindelige arbejde er Hans-Henning også iværksætter og har skabt flere succesfulde virksomheder ved siden af sit fuldtidsjob. Han har været medlem af LA siden 2017 og var også kandidat til kommunalvalget i 2021.

Oveni har Hans-Henning arbejdet frivilligt i den lokale ungdomsskoles bestyrelse og været underviser i samme skole. Her har han har gjort en stor indsats for unge, der har ligget på kanten af skolesystemet. De har fået tildelt ansvar og tillid, som har gjort dem voksne og har hjulpet dem på vej ind i arbejdslivet.

Mærkesager

Data og fakta for en saglig debat

Overraskende mange politiske diskussioner og debatter tager deres udgangspunkt i halve sandheder, eller direkte urigtige oplysninger. Hans-Henning har stor fokus på at få bragt rigtige fyldestgørende data, tal og fakta ind i debatter, især dem hvor det er væsentligt for debattens og diskussionens udfald. Det kan her handle om meget væsentlige emner såsom økonomi-, energi-, miljø-, klima- og transportpolitik samt andre områder, hvor debatter ofte kører helt af sporet på basis af halve sandheder.

Borgernes frihed

I det menneskelige, altså ikke data-baserede, diskussionsfelt vægter Hans-Henning individets ret til at udfolde sine muligheder højt. Den laveste fællesnævner bør ikke sætte overlæggeren for den der ønsker at blive dygtig til noget. Misundelse, som er en menneskelig egenskab, er om muligt en af de mest skadelige menneskelige egenskaber – efter trangen til at føre krig. Muligheder for den enkelte giver frihed til den enkelte og med det følger der ansvar, som den enkelte skal tage hånd om.

Frie fællesskaber

Det allervigtigste for alle mennesker, uanset hvem de er, hvor de kommer fra og hvor de bevæger sig hen i livet, er fællesskab. Intet enkelt menneske kan klare sig uden andre mennesker omkring sig. Liberalister og Liberal Alliance bliver ofte skudt i skoene at det er et parti for egoister. Intet kunne være mere forkert. Hans-Henning har stor fokus på, at Liberal Alliance er for alle der ønsker fællesskab, som ikke er dikteret af staten. Frie fællesskaber hvor vi kan leve sammen og have en fantastisk sprudlende og interessant tilværelse.

Kom til liberal valgfest i Aalborg
Tirsdag den 1. november