Kommunen skal være til for borgerne – ikke omvendt!
Jeg brænder for at gøre Aalborg mere fri, mere effektiv og mere attraktiv – for både familier, unge og erhvervsliv.
Mine mærkesager er tydelige: Kommunen skal lette livet – ikke bremse det.
Kortere sagsbehandling, mindre bøvl og en kommune, der arbejder for borgerne.
Investér i børnene – ikke i systemet
Mere tid, bedre lærere og stærke lokale skoler med frihed til at lede selv. Jo hurtigere og bredere vi investerer, jo billigere bliver det, og jo hurtigere tjener pengene sig hjem. Kort ROI er noget vi kan li’
Foreninger og fællesskab hele livet! Der er plads til verdensmestre, Le Mans vindere og olympiske medaljer, men alt bunder i det herlige danske foreningsliv. Jo tidligere vi kan få børn til at dyrke motion, og jo længere vi kan fastholde folk i motion, jo bedre liv får vi. Vi skal have styrket samarbejde mellem skole og foreninger, bedre idrætsfaciliteter og nye muligheder for både bredde og små sportsgrene. Jo flere penge vi investerer i vores fysiske og mentale sundhed, jo billigere bliver det i hospitalsindlæggelser, ældrepleje, rehabilitering, psykiske problemer etc. Sundhed i alle afskygninger fra bredde til elite!
Aalborg skal være erhvervsvenlig!
Erhvervene betaler alt det sjove, men er også, hvor vi bruger en stor del af vores liv. Vi skal bevæge os fra at være “fraflytningskommune” til vækstmotor. Kortere ventetider, bedre service og stærke rammer for virksomheder og internationale familier. Vi skal have internationale skoler og pasningsmuligheder, en attraktiv midtby folk gider at bevæge sig rundt i.
Jeg vil arbejde for et Aalborg, hvor det er nemmere at drive virksomhed, være børnefamilie, dyrke foreningsliv – og skabe et godt liv.
Jeg stiller op fordi jeg er træt af at se på politikere uden praktisk erfaring, der klistrer til deres taburetter.
Så nu vender jeg bøtten! Ingen politisk erfaring men masser af praktisk erfaring og næsten ingen lyst til at besidde politiske poster. Men jeg tænkte, at hvis jeg ikke selv stiller op, hvordan kan jeg så forvente andre gør det.
Hvad er så min erfaring?
Siden jeg blev cand merc fra Aalborg universitetet har jeg har arbejdet som iværksætter, konsulent, selvstændig, på den danske ambassade i Beijing og som udsendt for danske virksomheder. Jeg har arbejdet for forskellige danske virksomheder i Danmark, Kina, og Hong Kong. Jeg har været chef for et badminton forbund i New Zealand.
Jeg har boet i 5 forskellige lande.
Pt er jeg frivillig ungdomstræner i padel og badminton.
I skolebestyrelsen i Nibe Skole
Hjælpetræner og har været med til at genstarte junior kajakroning op i Nibe sejlklub.
Har været med til at fundraise og gennemføre at vi kunne få 3 padelbaner op i Gug (boostet medlemstal, økonomi og lov på anlægget og været med til navneændring til Gug Tennis & Padel klub).
Derudover er jeg gift og har 2 børn.
