Børn skal ikke træffe juridiske beslutninger!

Når jeg siger NEJ til muligheden for juridisk kønsskifte til børn, så handler det ikke om, at jeg ikke anerkender kønsdysfori, eller jeg vil stille en minoritet dårligere end andre.

Det handler om at børn, som udgangspunkt, ikke skal pålægges et ansvar, om at forholde sig til noget, der har juridiske konsekvenser.

Jeg har en datter på 11 år. Hvis hun kom hjem en dag og sagde, at hun havde fundet sit livs kærlighed, så ville jeg være glad på hendes vegne. Hvis hun sagde at hun gerne ville leve resten af livet sammen med denne person, så ville jeg støtte hende i det valg. Hvis hun dog også mente, at de skulle giftes, for at erklære deres kærlighed til hinanden, så ville jeg som forælder være nødt til at fortælle hende, at den beslutning må hun vente med at tage, indtil hun er myndig. Det er ikke et valg hun er klar til at tage endnu. Det betyder ikke, at hun ikke kan være sammen med sin kæreste – det betyder bare, at hun ikke kan indgå i den juridiske forpligtigelse der ligger i ægteskabet, endnu.

Det samme gør sig gældende, hvis hun en dag kommer hjem og fortæller at hun er en dreng. At det er en fejl at hun defineres som en pige. Jeg ville støtte hende og på ingen måde forhindre hende i at udforske den hun er. Men den juridiske beslutning skal hun naturligvis ikke engang forholde sig til. Fordi hun er et barn. Og skal ikke stå med sådan et ansvar endnu.