Klimakrisen kræver handling. Men både i rød og blå blok og blandt alle aktivisterne taler man nærmest kun om vindmøller og solceller. Alle vil gøre noget, men ingen vil tage tyren ved hornene og tale om elefanten i rummet, selvom videnskaben melder klart ud:

Atomkraft vil nemlig ifølge FNs klimapanel være helt afgørende for, at vi når vores klimamål (1) (2). Vi kan ikke redde klimaet alene med vind- og solenergi. Og så viser det sig, at teknologien er kommet så langt siden 80’erne, at atomkraft i dag både er 100% grønt, fuldstændig sikkert og kan give utroligt billig strøm og fjernvarme. En af fordelene er også, at et atomkraftværk stadig producerer grøn energi, når vinden ikke blæser. Det producerer også grøn energi, når solen ikke skinner – og lad os være ærlige – det er det meste af tiden i Danmark. Og på begge de tidspunkter får vi i dagens Danmark blandt andet vores energi fra kul – hvilket både forurener, udleder stråling og slår mennesker ihjel (3).

Hvis vi skal løse klimakrisen, så bliver vi simpelthen nødt til at kunne tale om ALLE de mulige løsninger, teknologien skaber. Vi skal kunne tale seriøst og sagligt om alle energikilder. Det gælder solceller. Det gælder vindmøller. Og det gælder også atomkraft.

Derfor er vi i Liberal Alliance åbne for en seriøs og saglig diskussion om atomkraft. Fordi når klimakrisen kræver drastiske handlinger, så er det tåbeligt ikke at tale om, hvilke muligheder, man nu engang har.

I Liberal Alliance ved vi, at det er modigt at bede resten af det politiske Danmark at forholde sig til atomkraft. Der er mange følelser på spil. Mange af de ældre vælgere gik selv på gaden for at demonstrere mod atomkraft i deres ungdom. Heldigvis kan netop vores vælgere typisk godt lide at forholde sig til fakta og saglige argumenter. Men det er sådan set ikke grunden til, at vi efterspørger en mere seriøs debat. Det gør vi, fordi vi tror på videnskab. Og fordi, at vi tror på den demokratiske samtale.

Vi efterspørger en mere åben debat, fordi vi er optimister, der tror på, at vi kan skabe et bedre i morgen ved at handle i dag.

Derfor vil vi arbejde for, at vi både lokalt og nationalt kan have seriøse drøftelser om enhver energikilde. Lad os tale med hinanden. Lad os have en seriøs og saglig debat. Lad os have en oplysende debat.

Lad os se på nye teknologier. Lad os se nye løsninger. Lad os se muligheder, hvor andre ser begrænsninger.

Lad os høre på hinandens argumenter. Lad os høre på hinandens forbehold. Lad os høre på nutidens videnskab, når andre hører på dommedagsprofetier fra en anden tid.

Lad os gå forrest i klimakampen. Lad os finde ud af, hvordan vi bedst muligt kan få ren luft, billig strøm, stabil og pålidelig energi og en ren samvittighed: Lad os tage en seriøs og saglig debat om atomkraft.

Kilder:
1: https://www.ipcc.ch/sr15/
2: https://unece.org/sites/default/files/2021-08/Nuclear%20power%20brief_EN_0.pdf
3: https://mst.dk/media/89929/ren_luft_faktaark_final_samlet_juni.pdf